Filosofien kom til mig som en redning fra svære og farlige teenageår. Den var den vej, der førte mig op fra afgrunden og ind på universitetet. Men det var også den, der gjorde, at jeg ikke kunne blive der, men måtte ud i det praktiske liv.

Filosofien skulle testes i virkeligheden. Først skrev jeg speciale om filosofisk praksis, derefter fik jeg arbejde i psykiatrien og samtidigt begyndte jeg på tre års mesterlære hos den filosofiske praksis’ ophavsmand, den tyske filosof Gerd Achenbach. Jeg var aldrig særligt interesseret i at skrive artikler og undervise, som man gør på universitetet, men i hvordan man ved filosofisk eftertænksomhed og med hjælp fra traditionens store skikkelser kunne klare sig igennem kriser, der ellers ville have knækket ånden.

Mit arbejde med psykiatri, både som leder og ansat, har handlet om at finde alternative tænke- og handlemåder i forbindelse med alt det, vi kalder psykisk sygdom; at skabe fællesskaber i stedet for ensomhed, at se værdi, hvor man ellers kun ser mangel, og en glæde, der kan findes sammen med elendighederne. Derfor har jeg heller ikke arbejdet i den offentlige psykiatri, men i civilsamfundet. Jeg har både set, hvordan det etablerede system kan knuse mennesker på den mest meningsløse måde, men også hvordan det kan hjælpe nogen til at blomstre.

Min tænkning og kunnen er ikke bare blevet sat på på prøve af andres, men også af egne kriser. Jeg er på ingen måde jubeloptimist, men ved, at der altid er håb for noget bedre, selvom det måske ikke er det man startede med at tro. Ofte må man lære at forvente helt andre ting af livet, end det man lærer i skolen, på skærmen og i de kulørte blade.

Jeg har alle dage læst meget; omkring en bog om ugen, især indenfor filosofi, litteratur og teater. Jeg har brugt læsningen til at komme ind i hvad jeg lavede, til at hæve mig op, når jeg manglede udveje og til at glædes over alt det meget, der trods alt er lykkedes.

At være filosofisk er ikke andet end denne stadige intensivering og reflektering af hverdagslivet, med støtte fra alle vores kulturs bedste værker, så der kan findes veje, selv når der ikke er noget at gøre, og så selv det mest banale kan gøres spændende og afgørende.

Jeg ved ikke, om jeg er blevet lykkeligere gennem årene, men jeg er bestemt blevet mindre rådvild og langt bedre forankret; både glæden og smerten er blevet dybere, livet mere virkeligt og de yderste horisonter er blevet bundet tættere på de nærmeste.

Hvis du synes, at det lyder som noget for dig, så vil jeg gerne forsøge, at hjælpe dig på din vej.